Troen, håbet, kærligheden må binde os sammen, nu hvor vi skal være hver for sig

Af sognepræst Mette Nøhr Shaw (25.3.2020)

Troen, håbet, kærligheden. Dem må vi holde fast i. Lede efter alle de tegn på, at de findes. For uden dem kommer vi til at mangle kræfter til at gøre det, der er vores opgave hver især – og trang til at gøre det, der er vores store fælles opgave: at passe på hinanden. At dele. At have tillid til dem, der skal træffe de store beslutninger i en situation, som er af allerstørste betydning, men hvor vi ikke har så megen viden og erfaring at trække på.

Kirkerne står alle steder i vores landskab. De ser forskellig ud, ligesom os selv. Men de er der for det samme: for at vi kan samles der og få næret troen, håbet og kærligheden. Det første kan vi ikke lige nu: samles. Ikke engang i kirkerne, hvor mange af os eller plejer at søge hen, når det bliver for skønt eller for svært til, at vi kan blive hjemme. De er låst af, for vores alle sammens skyld. For en tid. Indtil da må vi finde andre måder at få næret troen, håbet og kærligheden.

I kirkerne er vi også fælles om at læse fra biblen, det er blandt andet herfra vi henter tro, håb og kærlighed.

Det danske bibelselskab har netop lanceret en ny-oversættelse af biblen, det er den første ny-oversættelse siden 1992. Præsterne har søgt menighedsrådene om lov til at benytte den nye oversættelse ved gudstjenesterne og det har de givet god for at vi gør; måske ikke hver eneste gang der er kirkegang men nu forelægger muligheden i hvert fald. Nedenstående bibelsted er hentet fra Paulus’ 1. brev til Korintherne og er taget fra Biblen 2020.

Det er kapitel 13 vers 1-13 og har i den nye oversættelse fået denne ordlyd:

”Kærligheden er det største

Hvis jeg talte alle sprog, både menneskers og engles, men ikke kunne elske andre, så var jeg som skingrende klokker og larmende trommer. Det, jeg sagde ville være helt uden betydning. Hvis jeg kunne profetere, hvis jeg kendte alle hemmeligheder og vidste alt, hvis min tro var så stærk, at jeg kunne flytte bjerge, men jeg ikke kunne elske andre, så var jeg ingenting. Hvis jeg gav alle mine ting væk og ovenikøbet var villig til at ofte mit liv for at opnå respekt, men ikke kunne elske andre, så hjalp det mig ikke.

Kærligheden er tålmodig, og kærligheden er mild. Kærligheden bliver ikke misundelig, den praler ikke og fører sig ikke frem. Kærligheden gør ikke noget, den ikke kan stå ved. Den gør ikke noget for sin egen skyld, lader sig ikke provokere, bærer ikke nag og fryder sig ikke, når der sker noget uretfærdigt, men glæder sig over sandheden. Kærligheden finder sig i alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Kærligheden holder aldrig op. Profetier stopper, tungetale bliver tavs, og viden bliver til ingenting, for vi forstår kun brudstykker af alting og kan kun profetere om enkelte dele. Men når alting engang bliver, som Gud har tænkt, så vil det usammenhængende og løsrevne forsvinde. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, tænkte jeg som et barn og forstod jeg som et barn, men som voksen har jeg lagt det barnlige bag mig. Nu ser vi et sløret, gådefuldt spejlbillede, men en dag vil vi se alting. som det er. Nu forstår jeg kun en del af helheden, men til den tid vil jeg forstå det hele – på samme måde som Gud forstår og kender mig.

Det er tro, håb og kærlighed, det handler om, og af de tre er kærligheden størst.”

Med ønsket om at troen, håbet, kærligheden må binde os sammen, nu hvor vi skal være hver for sig.

Tjek Bibelselskabet for mere info om Bibelen2020: www.bibelselskabet.dk