Lad os synge med Maria og Phillip og alle de andre

Refleksion over Mariæ Bebudelse

af sognepræst Lene Riger-Kusk (27.3.2020)

Fuglesang vækker mig tidligt om morgenen i disse dage. For vi har taget hul på den årstid, hvor fuglesangen er allerkraftigst. Det er noget, jeg glæder mig til hvert år. Det er en fryd for øret. Og i år er det nærmest faldet sammen med opfordringen til at synge og spille mere dansk i denne coronatid. Jeg er dog ikke sikker på, at fuglene synger dansk. Ligesom de heller ikke synger for at fornøje mit øre. Fuglene synger for at finde en mage, for at sikre en ny generation, for at holde fast i livet.  

Vi er også mange mennesker, der synger lige nu for at holde fast i livet og i håbet. Den tid, vi er i nu, hvor corona har ændret verden og vores hverdag og skabt en usikker fremtid, kalder sangen frem mange steder. Vi har set og hørt, hvordan de gør det i Italien. Og nu gør vi det også her hos os – synger fra altaner og vindueskarme og hjemme i vores stuer, hvor Phillip Faber samler mange omkring tv-skærmen hver morgen kl. 9.05 på DR1 og spiller til fælles morgensang.

Det er som om, der er kommet ny betydning i ordene fra den gamle operettesang: ”Sangen har vinger, langt den os bringer”.

Sang har fra ældgammel tid været en menneskelig udtryksform. Vi kan som mennesker være så fyldt af glæde eller taknemmelighed, at vi må synge det ud. Ordene får melodi og udtrykkes i takkesange eller lovsange. Men vi kan også være fyldt af sorg og af smerte, som skal ud. Derfor har vi også ind imellem brug for at synge klagesange, når livet og tilværelsen byder på mere, end vi synes, vi kan magte og bære.

På søndag, hvor det er Maria Bebudelsesdag, handler det også om sang. Jomfru Maria giver sig til at synge, da englen har besøgt hende med budskabet om, at hun er gravid og skal føde Guds søn. Og det er næppe, fordi Maria er lykkelig som andre unge kvinder kan være det, når de får at vide, at de er gravide. Maria var ikke gift, og på den tid og i det samfund var det på ingen måde velset, at en ugift kvinde ventede barn.

Det ville derfor være helt forståeligt, hvis Maria havde sunget en klagesang. Men det gør hun ikke. Hun synger i stedet en lovsang til Gud. Synger om, hvor stor Han er. Synger om hans barmhjertighed og omsorg. Udtrykker sin taknemmelighed over at Gud ikke bare har fat i de store linjer men også har øje for hende, der sidder alene derhjemme i sin stue. Og det skønt englens budskab med ét har forandret Marias fremtid. Hun troede, hun kendte den, vidste hvad er skulle ske. Nu aner hun ikke, hvad fremtiden vil bringe – kun at hendes liv ikke mere er det samme, at alt er forandret.

Maria møder hele denne usikre fremtid med sang. En sang der dybest set og mest af alt udtrykker tillid til Gud. Tillid til at Han er med hende i den ukendte og usikre fremtid, hun ser foran sig.

Mit håb er, at når vi her i coronatiden synger sammen med alle de andre fra altaner og vinduer, hjemme i stuen foran tv´et eller hvor vi nu kaster os ud på sangens vinger, at vi så også hører Marias stemme mellem alle de andre. For jeg tror, hun står og synger med et sted – om Guds storhed, Guds barmhjertighed, Guds omsorg for hver enkelt af os.

Så lad os sammen med Maria og Phillip og alle de andre kaste os ud på sangens vinger og synge med – om håbet, livet og Gud, der har lovet at være med os alle dage indtil verdens ende!