Hvor længe skal vi vente?

v. sognepræst Lene Riger Kusk (24.4.2020)

Hvornår kan vi mødes med familie og venner igen? Hvornår kan vi komme i kirke igen? Hvornår kan vi sætte os med vennerne på en café og nyde solen og en kop kaffe? Hvornår kan vi igen hilse med et håndtryk eller give et kram? Hvor længe skal vi vente? Hvor længe vil de holde os hen – Mette og Magnus, Søren og Kåre?

”Vi ved ingenting”, siger vi til hinanden i denne tid. ”Vi må se, hvad der sker”.

Vi ved ikke, hvornår verden og vores hverdag bliver normal igen.

Og fordi det er så svært at leve med den uvished, vender vi os mod dem, som vi mener bør kunne svare, når vi spørger: hvornår bliver alting normalt igen?

Men der er ingen, hverken politikere eller myndigheder, der kan svare på det spørgsmål.

Fra på søndag den 26. april skulle vi have haft konfirmationer i vore kirker med festglade, forventningsfulde konfirmander og deres familier. Kirkerne skulle have været pyntede med blomster, lys og flag, og sangen og musikken skulle have ”løftet sig på glædens vinger”.  Det ville have været en flot og festlig genåbning af kirkerne!

Men det må vente. For vi ved ingenting. Vi må se, hvad der sker.

Som moderne mennesker i et effektivt samfund er vi ikke gode til at vente. Slet ikke på ubestemt tid. Og hvad stiller man op med sådan en ufrivillig, ineffektiv ventetid?

Jeg er en af dem, der i denne tid går lidt flere og lidt længere ture. Af og til kommer jeg forbi en flok får. De græsser og gumler med den største vellyst og aner intet om hverken corona, eller hvornår tiden er inde til, at de bliver flyttet til et nyt afgræsningssted. Deres liv og tilværelse afhænger ikke af et hvornår men af et hvem, nemlig deres ejer som tager vare på dem.

Bibelen bruger ofte billedet af får og deres hyrde.

I evangelieteksten til på søndag taler Jesus om os mennesker som sine får og sig selv som den hyrde, der tager vare på os. Nogle jøder har henvendt sig til ham for at få et klart svar på, om han er den Messias, den Frelser de venter på. Utålmodigt spørger de: ”hvor længe vil du holde os hen?”

Men Jesus svarer dem ikke på deres hvornår. I stedet svarer han med at fortælle om, hvem han er. At han er den, der giver mennesker evigt liv, at vi mennesker aldrig i evighed skal gå fortabt, og at ingen skal rive os ud af hans hånd.

I en coronatid, hvor ventetiden er lang, og hvor vi higer efter at få et klart svar på, hvornår verden og vores hverdag bliver normal igen, er det godt at blive mindet om, hvem der er verdens Herre – at det er Jesus Kristus. Og at han vil tage vare på os, som en hyrde tager vare på sine får, så ingen skal gå fortabt, og ingen eller intet skal rive os ud af hans hånd.

Må det løfte fra Vorherre give os ro i en usikker ventetid, og vende vores fokus fra hvornår til hvem. Til Ham, som er verdens Herre, og som tager vare på hver enkelt af os.

Vi kan bruge disse forårsdage til at lægge os i det grønne og nynne med på Salme 23:

”Herren er min hyrde, jeg savner ingenting.

Han lader mig ligge i den grønne eng.

Han fører mig til det stille vand.

Han giver mig mod og viser mig vej,

den rette vej.

Selvom jeg går i dødsskyggens dal,

frygter jeg ingenting,

for du er hos mig, du er min hyrde,

du gør mig tryg.” (Fra: Bibelen 2020, Salme 23, v.1-4)